Bob Marley Reggae Celebration på VoxHall 23. februar

Den prisvindende hollandske gruppe The Dubbeez og vor eget One Love Marley Band hylder denne aften Bob Marley og reggaemusikken på VoxHall i Aarhus.

I 2019 ville Bob Marley være fyldt 74 år, og den jamaicanske reggaemusik er blevet optaget på UNESCOs globale kulturarvsliste. Det skal fejres med sublim roots reggae og kulturoplevelser på VoxHall.

https://fondenvoxhall.dk/koncerter/bob-marley-reggae-celebration/

Sammenhold, fred og kærlighed
For nylig blev den jamaicanske reggaemusik optaget på UNESCOs globale kulturarvsliste som en særlig kulturarv, der skal beskyttes, udvikles og promoveres. En stor del af denne hæder kan tilskrives Bob Marley, der om nogen formåede at bringe reggaemusikken ud til alle fire verdenshjørner med budskaber om sammenhold, fred og kærlighed.

Det er en stor ære for Jam Link Intl. at kunne fejre reggaekongens fødselsdag ved et stort reggae-arrangement og præsentere to bands, der begge hylder reggaemusikken med Bob Marley som forbillede.

Reggae med et strejf af vintage
The Dubbeez fra Holland har netop vundet ”The International World Reggae Contest” og har udsendt nyt album “Peace, Love & Dub”, der er indspillet i det legendariske Tough Gong studie på Jamaica. I 2018 turnerede The Dubbeez i Europa sammen med Ziggy Marley.

The Dubbeez spiller reggae med et strejf af vintage. De tager det bedste fra klassisk reggae og fortolker det til nutiden. Bandet er ungt og er startet af søskendeparret Earl Maddy på trommer og Olivia Davina på bas. Med i bandet har de Joanne og Quincy på vokaler samt Millan på guitar og Bobby på keyboards.

Dedikeret hyldestorkester
Aarhus har sit helt eget populære Marley-orkester, One Love Marley Band, som hylder Bob Marley, musikken, teksterne og den legendariske roots rock reggae.

Mia Kamla Marie står i spidsen med sin stærke vokal. Hun fortolker sangene med kærlighed til musikken og til de budskaber, som Marleys tekster udtrykker.

Garvede og rutinerede musikere spiller med kærlighed til det originale udtryk, de autentiske riffs, sangenes signaturer og originalitet. Det er Danmarks første dedikerede Bob Marley-hyldestorkester med stor besætning.

'Del' eller 'synes godt om':