Blue Page

Elektrisk Fusions Band

Blue Page spiller rigtig elektrisk fusionsmusik, stærkt inspireret af klassiske navne her i blandt Chick Corea Electric Band, Herbie Hancock og The Dave Weckl Band, og nyere stjerner som Snarky Puppy.

Jazz, funk, det latinsvingende og det rockede får frit løb, når Blue Page udfolder musikken. Bandet arbejder dedikeret og seriøst med komposition og arrangement i primært egne kompositioner og flyder legende let over tema og variationer i de enkelte sange såvel som improvisation og sammenspil. Lytteren keder sig ikke i selskab med Blue Page.

Blue Page er et gammelt orkester fra 2000, der opstod på Konservatoriet i København. Siden har de hver især haft travlt med at udfolde deres karrierer i mange forskellige professionelle sammenhænge og genrer. De har ofte mødtes i andre musikalske sammenhænge og snakken er faldet på det gamle band og et fælles ønske om genoptage og udforske den frihed og vildskab, der er plads til i fusionsmusikken.

I 2016 fandt Blue Page sammen igen, og bandet har brugt tiden på at producere Live Studio Sessions med deres musik og har inviteret forskellige stjernegæster med i studiet. Blue Page er nu klar til igen at spille koncerter og glæder sig til at præsentere deres musik LIVE!

Blue Page:
Kristof Jan Jasik: Keyboards
Michael Dahl Hansen: Guitar
Simon Dyhr: Bas
Mikkel Villingshøj :Trommer

Musikerne i Blue Page har igennem tiden arbejdet med Suspekt, Jooks, Clemens, Nellie Ettison, Basim, Chief 1, Rockers By Choice, Bjonko, Hot Club Copenhagen, Avelon, Carsten Dahl, Jacob Fischer, KNA Connected, Kim Wilde (GB), Christian Møller Nielsen med projektet ‘BRAVO’ og mange flere.

'Del' eller 'synes godt om':