Kamla Marie & I–Trio spiller Kirkekoncert

Foto: Toke Hage

Med et enkelt set-up præsenterer Kamla Marie & I–Trio Roots Reggae og fortolker evigt aktuelle sange om kærlighed, retfærdighed og fred leveret i elegante versioner af dedikerede reggae folk. Repertoiret er hentet hos Bob Marley, Jimmy Cliff, Stephen Marley samt andre kunstnere med roots-feeling og sange med noget på hjerte.

Kamla Marie: Vokal
Ole Brockmann: Bas, vokal
Casper Munkgaard: Guitar, vokal
Annie Grundtvig: Keyboard, Cajón, vokal

Sammen formår kvartetten at give sangene et nyt format og med enkelhed udtrykke og fremhæve sangenes kvalitet med fokus på de mange finesser i melodier, tekster og basgangene, der får god plads. Bob Marley var musikalsk forgangsmand og en åndelig vejleder, der gennem musik og tekster har formuleret og udtrykt grundlæggende værdier som respekt og kærlighed, lighed og medmenneskelighed, der til en hver tid har stor betydning i hele verdenen.

Teologisk set giver det mening at spille reggae i kirken, da hele Rastafari-bevægelsen kan ses som et musikalsk udtryk for den befrielse, slaverne drømte om, og som de hentede inspiration til talrige steder i Det gamle Testamente, med henvisning til udfrielsen af Ægypten og Babylon.

Foto: Toke Hage
'Del' eller 'synes godt om':