Django and The Suckerpunch Surfband

 

Forestil dig et varmt og diset westernlandskab. Kaktus og glohedt sand. En rygende revolver. Et skælmsk blik under en cowboyhat. En hvinende Fender-guitar med vibrerende og swingende 60´er lyd. Helt, helt tight sat op mod trommernes og bassens dynamisk dunkende rytmer.

Sådan lyder Django and the Suckerpunch Surfband – det nye danske band, som netop er dukket op i middagsheden og puster nyt liv i lyden fra 60´ernes fjerne arkiver!

Django and the Suckerpunch Surfband har taget navn efter Sergio Corbuccis mesterværk fra 1966 “Django”. Filmen om den ensomme cowboy der ikke går af vejen for, med to skarpladte revolvere, at hjælpe en kvinde i nød.

Bandets brændstof er musikken fra Sergio Leones mesterlige spagettiwestern fra 1966, i selskab med ”Surfrider” fra Quentin Tarantinos film ”Pulp Fiction” og andre store temaer fra yndlingsfilm som Godfather, James Bond og Mission Impossible.

Surfguitarkongen Dick Dale og bands som The Ventures og The Shadows er selvfølgelig også på repertoiret, sammen med danske Jørgen Ingemann. Der spillede både “Dansevisen” og storhittet “Apache”, som toppede de amerikanske hitlister i 60’erne. En jazz-klassiker som Duke Ellingtons ”Caravan” kommer også under bandets kyndige behandling og er med til at bevise, at surfguitarens veje i sandhed er mangfoldige.

Her genskabes og nyfortolkes stemning fra 60`ernes Californien og den instrumentale guitarrockbølge med respekt, passion, liv og lyst.

 

Guitar: Mikkel Uttrup – Bas: René Duus – Trommer: Søren Andersen

 

Comments are closed.